August 2015 – DammSandberg

LJapansk World Trade center og Fugu

Vores anden sidste dag i Japan, blev brugt på en tur i det Japanske World Trade center. Som er lavet som en kæmpe stor bygning på 40etager. På 40ende etage kunne man se ud over hele byen.

L
I Japan har de nogle ret interessante fodgænger overgange.

Her kan man selv vælge hvor man har lyst til at gå .
Om aftenen var vi ude og spise Fugu, den dødelige fisk. Eller det vil sige Jesper spiste dødelig fisk og jeg kiggede på.

Hvis man spiser en speciel del af fisken, har den gift i kroppen, som man dør af at spise.

Bøffen over dem alle

Igår var vi på fiskemarkedet i Tokyo om morgenen, det er et af de største fiskemarkeder i verden. Hernede kan man få sushi til morgenmad, som derfor er så frisk som det næsten kan blive. De populære morgensushi steder åbner kl 5 om morgenen og der er flere timers kø, op til 6 timer.

Det var vores tålmodighed dog ikke til, så vi valgte et sted med kun en enkelt times kø. Herefter fik vi noget af det friskeste sushi man kan få.

Friskt betyder desværre ikke altid at det er super lækkert, fx fik vi en rå reje, som var så slimet at det var ligesom at spise en vandmand.

Efter sådan en oplevelse var vi “klar” til at kigge rundt på fiskemarkedet

Så var vi ude at se Tokyo Skytree tårnet

Om aftenen kom det jeg havde glædet mig rigtig meget til lige siden vi planlagde turen, Kobe bøf, bøffen over alle bøffer. Vi havde booket bord på en fantastisk restaurant nogle dage i forvejen.

Da vi ankom til restauranten, blev døren åbnet og de sagde “welcome Mr. Sandberg”, herefter blev vi budt velkommen af ca 10 forskellige ansatte mens vi blev ledt ind til vores bord. Efter 2 min blev vi bedt om at skifte bord, da de havde et romantisk bord klar, sikke en start!

Vi valgte en menu med 6 retter

Betjeningen var fantastisk og maden ligesådan.

Så kom øjeblikket hvor vi skulle have Kobe bøffen

Den var fuldstændig fantastisk, ved hver eneste bid måtte man ligge bestikket ned og bare nyde hvordan kødet smeltede på tungen.

Det kan nok bedst beskrives som kød der kærtegner dine smagssanser mens et kor af baby engler synger kærlighedssange.

Det går op for en at det har ødelagt alle fremtidige bøffer man kommer til at spise, da denne kvalitet af Kobe kun kan fåes i Japan.

Afslutningsvis fik vi også en lækker dessert og nogle vifter i gave da vi gik.

Kæmpebyen Tokyo i sushiens land

Vi er ankommet til det sidste land på vores tur, Japan, vi har hørt og læst meget om det skøre land, så vi har glædet os meget. 10 dage i alt her.

De har en masse shoppingsteder, især for elektronik

Der er også fyldt med arkade/spillesteder, hvor i modsætning til de få der ligger i Europa, er de her topmoderne med helt nye spil og maskiner.

Sushi får vi spist en masse af, men de har ikke så mange ruller hernede, det er mere nigiri.

Det obligatoriske Hard Rock besøg har vi også fået klaret.

Efter en times tid med tog kom vi også ud til stranden i byen Zushi, hvor vi selvfølgelig spiste noget sushi.

Vi har også været en tur i det der hedder Imperial Gardens

Tokyo er generelt en skør og stor by, det er bedre at betragte den som en række mindre millionbyer, da hvert område er forskelligt og administreres individuelt. Der bor ca. 13 millioner i det centrale Tokyo, men når folk kommer på arbejde i hverdagene er der ca. 30 millioner mennesker. Det sætter jo et kæmpe pres på deres offentlige transport, primært togene, hvor der på en af de mest travle stationer kommer 3.5 millioner mennesker igennem hver dag. Som mange også har set på YouTube skal folk skubbes ind i togene for at kunne være der, der er folk ansat kun til det, som kaldes pushmen. For at undgå “vandrende hænder” i sådan en sammenpresset situation, er der vogne kun til kvinder om morgenen.

En af de mange skøre ting i Tokyo er deres automater, det er svært at gå meget mere end 50 meter uden at finde en automat, hvor de primært har drikkevarer, men de findes også til bl.a. cigaretter og meget andet.

Der er også en stor industri for at lave plastikmad, der ligner det rigtige mad en restaurant laver.

I dag har vi været på en heldagstur til Fuji bjerget og byen Hakone plus et mini cruise. Desværre var bjerget helt overskyet og tåget, som det næsten altid er om sommeren. Vi tog lyntoget hjem.

Seoul i Sydkorea

Efter Nordkorea og Kina, var det rart at komme til et lidt mere moderne land/by. Vores hotel var bygget her i 2015, så det var rigtig fint med et moderne toilet 😉

Vi brugte noget af tiden på at få slappet lidt af og komme os over Nordkorea.

Dette passede godt ind, da Koreanerne har sindssygt mange kaffesteder, flere end vi har i København.

Vi var rundt og besøge nogle budistiske templer.

En tur på akvariet

Naturligvis Hard Rock Café

Vi mødte også lige Tom Cruise på vejen

Efter Nordkorea, blev vi nødt til også lige at få historien fra Sydens side, så vi besøgte deres War Memorial

Vi var ude og kigge på et af verdens største elektronik markeder, med mere end 5000 butikker

En tur på fiskemarkedet var også på agendaen, her kunne man vælge alverdens fisk og skaldyr og derefter få dem tilberedt i restauranterne ovenpå fiskemarkedet.

Her er vi på tur oppe i N Seoul Tower, som tog en times tid i kø at komme op til via gondol.

En tur i en kæmpe biograf (31 x 13 meter) kunne det også blive til.

Nordkorea eller DPRK

Jeg har aldrig været så bange for at skulle flyve, som jeg var den dag vi skulle flyve til Nordkorea/Pyongang. Da vi kom til Beijing lufthavn, fandt vi hurtigt ud af, at der var rigtig mange mennesker som også skulle til Nordkorea. Rigtig mange Britere, nogle fra Australien og Italien. Jeg havde forventet vi skulle flyve nogle få mennesker sammen, men hele flyet var faktisk fyldt op. Da vi sad og ventede på at komme med flyet, sad der en kvinde og fortalte om hvad vi skulle gøre hvis vi blev fanget… Det satte virkelig mine tanker i gang, og lysten til at komme til Nordkorea faldt drastisk. Da vi kom ombord på flyvet, blev vi mødt af nogle meget søde stewadesser, her fik vi også øje på deres venstre side lige over hjertet, dét emblem af deres to ledere.

Stewadessernes smil og overdrevet venlighed, virkede alligevel så virkeligt. Det var et meget lille fly, og pludselig uden nogen form for advarsel, fløj vi igennem ret meget turbulens, hele flyet hoppede og jeg blev virkelig forskrækket. Imens turbulensen foregik, spillede de virkelig det mest uhyggelige musik.

Da vi endelig kom ned på jorden, skulle vi have alting tjekket igennem. Det tog vildt lang tid, jeg havde en bog om Japan med, og den skulle virkelig inspireres før jeg fik en med videre. Efter ca. Halvanden time, kom vi ud i ankomst hallen, hvor vi blev mødt af vores to guider. En meget smilende ung kvinde og en ekstremt smilende mand. Vi fik afvide at vi kunne tiltalte dem som miss O and Mr. Gang. Miss O havde været guide i to år, og Mr. Gang i 6år. Det var meget tydeligt at det var ham, som havde styr på hvornår der skulle sige hvad, og hvad det var der skulle siges. På turen til hotellet stoppede vi for at spise mad. Vi fik en masse små retter, det var rigtig lækkert og vi blev meget mætte. Vi kørte forbi deres universitetet, hvor vi fik forklaret at det var deres store leder Kim Jung un, som havde bygget det med ris han havde fået fra bønderne, fordi han havde givet dem en masse land. Jeg var ved godt mod og man kan ikke lade være med at smile inde i sig selv, bestemt ikke uden på. Da vi kom frem til hotellet, var der fyldt med en masse andre turister. Værelserne meget fine også fugtige og mørke. Hjemmefra havde jeg læst om hvordan det var at sove i Nordkorea, flere steder læste jeg at om dagen når det var lyst, var det okay, men så snart det blev mørkt og man skulle sove, var det svært. Jeg tror jeg sammenlagt sov tre timer den nat, tanker om deres store ledere og militærfolk alle vegne, fyldte mit hovedet op. Da det endelig blev lyst, gik vi ned og fik morgenmad. Her var en masse brød og vand. Vi mødtes med guiderne kl. 9.00. Her skulle vi køre til Kaesong, som ligger tæt på DMZ zonen. Her skulle vi sove som rigtig Koreanere, dvs på små tynde madresser og under et fluenet.

Inden aftensmaden sprugte vi, om vi måtte gå en lille tur, hertil kom svaret: At vi var meget tæt på militærzonen og militæret kunne ikke lide fremmede udenfor når det var mørkt. Jeg havde håbet at kunne sove om natten, men der var så meget uro og tankerne flød igen over. Miss O havde om dagen spurgt ind til hvad vi lavede, jeg fortalte at jeg læste til sygeplejerske og hun blev helt vild for at høre hvordan det var, hvordan jeg kom til og fra skole, om det var staten som betalte vores lejlighed, og hvem det bestemte hvad jeg skulle være. Da jeg fortalte at jeg selv kunne vælge hvor jeg havde lyst til at arbejde henne bagefter, blev hun virkelig overrasket, kunne jeg virkelig selv vælge hvad jeg havde Lyst til. Hun fortalte også at hun havde en datter på tre år, som boede som hendes mor, hun så ca. Sin datter 3 gange om måneden. Datteren vidste godt hvem hun var, men miss O fortalte at datteren ikke følte nogen relation til hende. Miss O’s mand arbejdede også som guide, som er et 24 timers job med én fridag om ugen. Miss O fik ikke meget tid alene med os, kun meget få gange, hun virkede rigtig interesseret i vores måde at leve på, men også rigtig naiv i forhold til hendes eget land og måden de levede på, for dét var jo den rigtige måde at leve på.

Dagen efter skulle vi ned til DMZ zonen, jeg havde igen ikke sovet, så overskuddet til mere var begrænset. Jeg kunne græde da vi skulle stå på række for at komme igennem en port ud i militær området.

På vejen tilbage til Pyongang, mødte vi en masse børn som legede på den såkaldte motorvej. Små børn som gik alene i vejsiden. På hotelværelset var der sat en stor radioboks agtiglignende ting, Jesper sagde efter at have kigget på den, at der var flere ledninger tilsluttet end nødvendigt. Puha så kom følelsen af at blive aflyttet virkelig bekræftet. Den nat som jeg endnu værre end de to forrige, nu ville bare gerne tilbage til Beijing. Næste morgen blev vi hentet halv syv og kørt i lufthavnen, vi fik kigget alt vores håndbagage igennem, men ikke nogle af billederne. Vi fløj til Beijing med pige fodboldlandsholdet. Da vi landede i Beijing, var jeg den mest lettede person. Jesper fortalte mig kort efter landingen at han havde læst dagen før vi tog afsted til Nordkorea, at Kyro Airlines, ikke levede op til de tekniske flyveregler, som vi har i Europa, og man i stedet skulle flyve med Air China for sin egen sikkerhed.. AD AD! Da vi fløj fra Beijing og til Sydkorea , kunne jeg mærke hvor meget jeg var blevet påvirket omkring Sydkorea, på så kort tid. Jeg kunne ikke se noget lys til at starte med fra luften, så tankerne om at Sydkorea rent faktisk var som De sagde det var overmanede mig, men så snart vi kunne se lys over hele Seoul, kom roen tilbage 🙂

Alt i alt en meget interessant tur, men behovet for at besøge dem igen er ikke tilfældet for mig 😄

Turen går til Pyongyang, Nordkorea

Så kom tiden hvor vi skulle afskæres fra civilisationen, vi var meget spændt! Afsted til Nordkorea’s hovedstad Pyongyang

Dag 1

Da vi landede skulle vi igennem 3 tjeks, det første var et helbredstjek, dette var nemt, da man bare skulle aflevere en form om at man ikke var syg.

Det næste var paskontrol, heller ikke her var der nogle problemer, selvom kontrolløren ikke kendte “Copenhagen”, så jeg forklarede ham at det var hovedstaden i Danmark.

Sidste tjek var baggagen, i Nordkorea har de ikke en “grøn zone”, der hvor man ikke har noget at deklarerer. Alle tasker skal åbnes, imens vi stod i kø blev vores pas og telefoner taget fra os, da de åbenbart skulle skrive ned, hvilken model vi havde. Da det endelig blev vores tur, blev vi spurgt om vi havde bøger og kamera, disse tog vi frem og vi blev pænt eskorteret hen til et bord hvor nogle mænd kiggede alles bøger, pc’er, tablets, osv. igennem.

Vi klarede frisag og kom ind i ankomsthallen hvor vi mødte vores guides Mr. Gang og Mrs. O, som vi skulle være sammen med de næste 4 dage.

Da vi var ankommet lidt senere end forventet, tog vi direkte til en restaurant hvor vi spiste sammen med dem(man skal altid regne med at ens plan kan ændre sig løbende i Nordkorea), vi fik en overflod af mad. Herefter tog vi til deres 5 stjernede hotel og tjekkede ind. Stjernerne betyder vist ikke så meget i Nordkorea.

De havde dog bowling, bordtennis og andre aktiviteter på hotellet.

Dag 2

Vi startede dagen med noget udemærket morgenmad på hotellet. Så gik turen ellers igang med at se så meget som muligt på meget kort tid, det startede i Fountain Park, så videre til statuerne af deres store ledere hvor vi lagde blomster og bukkede for de 20 meter høje statuer. Næste stop var Kim Il Sung Square hvor der var et event idet vi ankom, så vi fik lov at se en del af deres militær marche. Vi var også på en række andre mærkelige stop, som fx deres frimærke museum, hvor der er udgivet et nyt sæt frimærker hvert år, det sidste sted vi var i Pyongyang var Juche Tower, det højeste stentårn i verden, det repræsenterer Juche idéen som de lever efter.

Til sidst kørte vi afsted til Kaesong, en 2,5 timers køretur fra Pyongyang. Der var et enkelt stop på halvvejen, hvor vi kunne købe lidt at drikke.

Vi skulle overnatte i Kaesong, som ligger lidt ude på landet, her går strømmen lidt oftere og der er ikke noget varmt vand. Vores hytte/værelse var ophøjet på nogle træstammer, så man ikke var helt nede ved jorden og “døren” kunne ikke låses. Vi sov på et par tynde madrasser på gulvet med et myggenet hele vejen rundt.

Til aftensmad fik vi igen en masse mad, men her gik strømmen en del gange og en gang i næsten 10 min, til stor frustration for køkkenet kunne man høre. Men i mørket smager maden vel bedre…
Dag 3

Om morgenen fik vi morgenmad på samme “restaurant” som aftenen før. Derefter startede en ny dag ellers med en masse sightseeing og forklaringer om de store ledere. Først tog vi rundt i Kaesong by, derefter ned mod DMZ, her skulle vi igennem en række tjek af militæret, med i vores minibus kørte også 2 soldater med hele tiden. Vi startede med at se de bygninger hvor ceasefire aftalen blev underskrevet, herefter tog vi ned til selve grænsen. På grænsen ligger der 5 små bygninger, med døre på både den Nordkoreanske side og den Sydkoreanske side. Normalt kan man godt komme ind i en af dem og kigge, men de var desværre lukket den dag vi var der.

Vi kørte de 2,5 timer tilbage til Pyongyang, her så vi deres Triumf bue, som er designet på samme måde som den i Paris, bare meget større. Næste stop var deres Metro, som er den dybeste i verden, den kørte vi med et par stationer(kan ikke anbefales), sidste stop var Korean War Museum, som var fyldt med nedskudte amerikanske fly, tanks, osv. Generelt en masse om hvordan de har tævet USA og hvordan de store ledere har gjort alt muligt godt under krigen. På trods af indholdet, et meget imponerende museum.

Vi spiste aftensmad på en “berømt” stegt and restaurant og tog så ellers hjem på hotellet. Om aftenen var der som noget nyt, arrangeret en biograftur, hvor vi kunne se en Nordkoreansk film, det var ret interessesant og underholdende at se.

Dag 4

Vi stod op kl 5 for at kunne pakke og komme ned til morgenmaden kl 6, da vi tog elevatoren ned til lobbyen, var der helt lyst udenfor, men i lobbyen var der helt mørkt, efter lidt snak og venten, fik vi lov til at spise morgenmad så tidligt.

Vi tog herefter ud til lufthavnen, sagde farvel til vores guides og forventede at nu skulle vores billede slettes og alt tjekkes igennem, men vi kom faktisk utrolig hurtigt igennem det hele og ingen af vores billeder/kamera blev tjekket.

Da vi landede i Beijing var vi meget lettede, nu følte vi os ikke længere overvågede, selvom man stadig havde/har lidt paranoia tilbage i kroppen.