Jeg har aldrig været så bange for at skulle flyve, som jeg var den dag vi skulle flyve til Nordkorea/Pyongang. Da vi kom til Beijing lufthavn, fandt vi hurtigt ud af, at der var rigtig mange mennesker som også skulle til Nordkorea. Rigtig mange Britere, nogle fra Australien og Italien. Jeg havde forventet vi skulle flyve nogle få mennesker sammen, men hele flyet var faktisk fyldt op. Da vi sad og ventede på at komme med flyet, sad der en kvinde og fortalte om hvad vi skulle gøre hvis vi blev fanget… Det satte virkelig mine tanker i gang, og lysten til at komme til Nordkorea faldt drastisk. Da vi kom ombord på flyvet, blev vi mødt af nogle meget søde stewadesser, her fik vi også øje på deres venstre side lige over hjertet, dét emblem af deres to ledere.
Stewadessernes smil og overdrevet venlighed, virkede alligevel så virkeligt. Det var et meget lille fly, og pludselig uden nogen form for advarsel, fløj vi igennem ret meget turbulens, hele flyet hoppede og jeg blev virkelig forskrækket. Imens turbulensen foregik, spillede de virkelig det mest uhyggelige musik.
Da vi endelig kom ned på jorden, skulle vi have alting tjekket igennem. Det tog vildt lang tid, jeg havde en bog om Japan med, og den skulle virkelig inspireres før jeg fik en med videre. Efter ca. Halvanden time, kom vi ud i ankomst hallen, hvor vi blev mødt af vores to guider. En meget smilende ung kvinde og en ekstremt smilende mand. Vi fik afvide at vi kunne tiltalte dem som miss O and Mr. Gang. Miss O havde været guide i to år, og Mr. Gang i 6år. Det var meget tydeligt at det var ham, som havde styr på hvornår der skulle sige hvad, og hvad det var der skulle siges. På turen til hotellet stoppede vi for at spise mad. Vi fik en masse små retter, det var rigtig lækkert og vi blev meget mætte. Vi kørte forbi deres universitetet, hvor vi fik forklaret at det var deres store leder Kim Jung un, som havde bygget det med ris han havde fået fra bønderne, fordi han havde givet dem en masse land. Jeg var ved godt mod og man kan ikke lade være med at smile inde i sig selv, bestemt ikke uden på. Da vi kom frem til hotellet, var der fyldt med en masse andre turister. Værelserne meget fine også fugtige og mørke. Hjemmefra havde jeg læst om hvordan det var at sove i Nordkorea, flere steder læste jeg at om dagen når det var lyst, var det okay, men så snart det blev mørkt og man skulle sove, var det svært. Jeg tror jeg sammenlagt sov tre timer den nat, tanker om deres store ledere og militærfolk alle vegne, fyldte mit hovedet op. Da det endelig blev lyst, gik vi ned og fik morgenmad. Her var en masse brød og vand. Vi mødtes med guiderne kl. 9.00. Her skulle vi køre til Kaesong, som ligger tæt på DMZ zonen. Her skulle vi sove som rigtig Koreanere, dvs på små tynde madresser og under et fluenet.
Inden aftensmaden sprugte vi, om vi måtte gå en lille tur, hertil kom svaret: At vi var meget tæt på militærzonen og militæret kunne ikke lide fremmede udenfor når det var mørkt. Jeg havde håbet at kunne sove om natten, men der var så meget uro og tankerne flød igen over. Miss O havde om dagen spurgt ind til hvad vi lavede, jeg fortalte at jeg læste til sygeplejerske og hun blev helt vild for at høre hvordan det var, hvordan jeg kom til og fra skole, om det var staten som betalte vores lejlighed, og hvem det bestemte hvad jeg skulle være. Da jeg fortalte at jeg selv kunne vælge hvor jeg havde lyst til at arbejde henne bagefter, blev hun virkelig overrasket, kunne jeg virkelig selv vælge hvad jeg havde Lyst til. Hun fortalte også at hun havde en datter på tre år, som boede som hendes mor, hun så ca. Sin datter 3 gange om måneden. Datteren vidste godt hvem hun var, men miss O fortalte at datteren ikke følte nogen relation til hende. Miss O’s mand arbejdede også som guide, som er et 24 timers job med én fridag om ugen. Miss O fik ikke meget tid alene med os, kun meget få gange, hun virkede rigtig interesseret i vores måde at leve på, men også rigtig naiv i forhold til hendes eget land og måden de levede på, for dét var jo den rigtige måde at leve på.
Dagen efter skulle vi ned til DMZ zonen, jeg havde igen ikke sovet, så overskuddet til mere var begrænset. Jeg kunne græde da vi skulle stå på række for at komme igennem en port ud i militær området.
På vejen tilbage til Pyongang, mødte vi en masse børn som legede på den såkaldte motorvej. Små børn som gik alene i vejsiden. På hotelværelset var der sat en stor radioboks agtiglignende ting, Jesper sagde efter at have kigget på den, at der var flere ledninger tilsluttet end nødvendigt. Puha så kom følelsen af at blive aflyttet virkelig bekræftet. Den nat som jeg endnu værre end de to forrige, nu ville bare gerne tilbage til Beijing. Næste morgen blev vi hentet halv syv og kørt i lufthavnen, vi fik kigget alt vores håndbagage igennem, men ikke nogle af billederne. Vi fløj til Beijing med pige fodboldlandsholdet. Da vi landede i Beijing, var jeg den mest lettede person. Jesper fortalte mig kort efter landingen at han havde læst dagen før vi tog afsted til Nordkorea, at Kyro Airlines, ikke levede op til de tekniske flyveregler, som vi har i Europa, og man i stedet skulle flyve med Air China for sin egen sikkerhed.. AD AD! Da vi fløj fra Beijing og til Sydkorea , kunne jeg mærke hvor meget jeg var blevet påvirket omkring Sydkorea, på så kort tid. Jeg kunne ikke se noget lys til at starte med fra luften, så tankerne om at Sydkorea rent faktisk var som De sagde det var overmanede mig, men så snart vi kunne se lys over hele Seoul, kom roen tilbage 🙂
Alt i alt en meget interessant tur, men behovet for at besøge dem igen er ikke tilfældet for mig 😄
