Igår var vi på fiskemarkedet i Tokyo om morgenen, det er et af de største fiskemarkeder i verden. Hernede kan man få sushi til morgenmad, som derfor er så frisk som det næsten kan blive. De populære morgensushi steder åbner kl 5 om morgenen og der er flere timers kø, op til 6 timer.
Det var vores tålmodighed dog ikke til, så vi valgte et sted med kun en enkelt times kø. Herefter fik vi noget af det friskeste sushi man kan få.
Friskt betyder desværre ikke altid at det er super lækkert, fx fik vi en rå reje, som var så slimet at det var ligesom at spise en vandmand.
Efter sådan en oplevelse var vi “klar” til at kigge rundt på fiskemarkedet
Så var vi ude at se Tokyo Skytree tårnet
Om aftenen kom det jeg havde glædet mig rigtig meget til lige siden vi planlagde turen, Kobe bøf, bøffen over alle bøffer. Vi havde booket bord på en fantastisk restaurant nogle dage i forvejen.
Da vi ankom til restauranten, blev døren åbnet og de sagde “welcome Mr. Sandberg”, herefter blev vi budt velkommen af ca 10 forskellige ansatte mens vi blev ledt ind til vores bord. Efter 2 min blev vi bedt om at skifte bord, da de havde et romantisk bord klar, sikke en start!
Vi valgte en menu med 6 retter
Betjeningen var fantastisk og maden ligesådan.
Så kom øjeblikket hvor vi skulle have Kobe bøffen
Den var fuldstændig fantastisk, ved hver eneste bid måtte man ligge bestikket ned og bare nyde hvordan kødet smeltede på tungen.
Det kan nok bedst beskrives som kød der kærtegner dine smagssanser mens et kor af baby engler synger kærlighedssange.
Det går op for en at det har ødelagt alle fremtidige bøffer man kommer til at spise, da denne kvalitet af Kobe kun kan fåes i Japan.
Afslutningsvis fik vi også en lækker dessert og nogle vifter i gave da vi gik.